Smågrise skal fodres efter størrelse

Tendens til mindre fravænningsvægt kræver ekstra fokus på foder og foderskifte

Foderoptag er alfa og omega for grisenes præstation efter fravænning

Vi har de seneste år set en klar tendens til, at fravænningsvægten er faldende. Krisen har stillet større og større krav til ekstra indtjening. Det er selvfølgelig set i forhold til, at kunne producere flere grise pr årsso.

En lavere fravænningsvægt stiller også krav til, at vi tilpasser hvorledes smågrisene håndteres ved fravænningen.

"Jeg ser rigtig mange steder, at der fodres efter et bestemt antal dage pr foderblanding, hvilket umiddelbart er rigtig fint. Men det er meget vigtigt, at der tilpasses i antal dage på startblandingen, såfremt fravænningsvægten falder", udtaler Jens Svendgaard, foderrådgiver hos Vilomix.  

Tilpas derfor strategien i smågrisestaldene efter den gris du modtager. 1 kg lavere fravænningsvægt betyder, at der skal anvendes startblanding i 5-7 dage ekstra og samtidig sikre at den foderblanding, som anvendes også kan håndtere størrelsen på grisen.

En løsning her kan være blodplasma, som hjælper grisene meget bedre i gang (må dog ikke bruges i UK-produktion). Blodplasma er godt nok dyrt, men fordelen består i, at der er en særdeles høj proteinfordøjelighed på dette produkt, som får grisene til at æde mere.

Omkostninger og gevinst

Når diegivningsdagene sænkes, medfører det en lavere fravænningsvægt, og dette giver ikke kun ren indtjening, da der skal fodres med en dyrere blanding for at få grisene op i vægt.

Antages det, at der skiftes fra en alder på grisene på 28 dage til 21 dage hentes der 0,1 kuld/årsso svarende til 1,4 grise/årsso. Denne har en værdi i 7 kg's produktion på 280 kr og 350 kr. ved 30 kg's produktion.

Omkostningen til ekstra foder ved 1 kg lavere fravænningsvægt er ca 5,5 kr./prod. gris eller cirka 170 kr./årsso ved 30 grise/årsso. Gevinsten er derfor typisk 180 kr./årsso ved, at sænke fravænningsvægten med 1 kg. 

I 7 kg's produktion er der ingen gevinst, da man afregnes 10 kr./kg ekstra fravænningsvægt. Antages 1 kg lavere fravænningsvægt, vil der tabes 300 kr., og da gevinsten kun er 280 kr, kan dette ikke svare sig.

Budskabet med dette er derfor, at det er vigtigt, at du ser på de faktiske forhold i din besætning, og ud fra dette får tilpasset til den optimale situation i dit tilfælde.

Du er altid velkommen til at drøfte situationen med din Vilomix foderrådgiver og aftale et møde.

 

Februar 2016