Bæredygtighed og klima på dagsordenen

Der er i de senere år kommet et massivt fokus på miljø og bæredygtighed, ikke mindst i offentligheden, og i foderbranchen har vi i årtier haft fokus på ressourceudnyttelse. 
Husdyrproduktionen fremhæves ofte som en markant synder, når der tales om klimabelastning og bæredygtighed og flere af de store spillere i fødevarebranchen har meldt sig ind i debatten. Danish Crown har et mål om at være verdens mest bæredygtige og succesfulde kødproducent i 2030, bl.a. gennem bæredygtighedscertificering af landmænd. Ligeledes har Landbrug og Fødevarer en vision om, at det danske fødevareerhverv skal være klimaneutralt i 2050.

I dansk svineproduktion har vi i årtier haft fokus på miljø og haft succes med en målrettet indsats på bl.a. fosforfordøjeligheden i foderet og reduktion i kvælstofudledningen (som det ses på tabellerne længere oppe). Introduktionen af fytase i starten af 90erne har hævet fordøjeligheden af fosfor markant og dermed medvirket til en halvering af udledningen til miljøet frem mod idag (se figur). Samtidig er der i 2002 indgået en hensigtserklæring i industrien i DK om at udfase dicalciumfosfat til fordel for mere fordøjelige foderfosfater som monocalciumfosfat. Derudover har introduktionen af syntetiske aminosyrer gjort, at vi har kunnet reducere andelen af råprotein i foderet og dermed er der fra 80erne og frem til i dag sket en halvering af kvælstof til miljøet (se figur).

Indsats i Vilomix

I Vilomix arbejder vi på daglig basis med optimering af vores produkter med henblik på det bedste produkt til prisen. Det er bl.a. gennem bedre udnyttelse af ikke tilgængelige næringsstoffer i foderet ved tilsætning af fx enzymer og probiotika samt ved anvendelse af syntetiske aminosyrer.   

Bæredygtighed og klimadebat er blevet en del af dagsordenen i fødevarebranchen og i Vilomix har vi til stadighed fokus på bæredygtighed i husdyrproduktionen/foderproduktionen. Derfor er vi i tæt kontakt med leverandører af ingredienser, der har fokus på udvikling af nye løsninger til fortsat reduktion af klimapåvirkninger fra landbruget i fremtiden, og for samtidig at kunne optimere den bedste løsning til vores kunder.  

 

April 2019