Ny majsensilage og højere fedtprocent i mælk

Flere af vores kunder har meldt om højere fedtprocent i mælken ved skift til ny majsensilage - og det er der en god grund til.

Ofte ses en sammenhæng mellem ibrugtagning af ny majsensilage og en højere fedtprocent i mælken.

Det kan skyldes:

- at stivelsen i ny majsensilage omsættes i mindre grad i vommen og derved dannes der mindre propionsyre - til gavn for vom-pH og højere fedtprocent
- at koen omsætter en del af fibrene i majsplanten. På analyseresultatet hedder det ford. NDF. Vommiljøet forbedres, når der omsættes en større mængde fibre, hvilket øger fedtprocenten.

Hvordan suppleres med korn?

Stivelsen i nyhøstet majsensilage er langsommere omsættelig og mindre belastende for vommen end den majsensilage, der har ligget i siloen siden sidste år. Ny majsensilage kan derfor med fordel kombineres med valset korn, som er let og hurtigt nedbrydeligt i vommen.

Hen over sommeren, når majsen har ligget i siloen et halvt års tid, bliver stivelsen lettere tilgængelig og kan derfor med fordel kombineres med sodakorn, som er mindre belastende for vommen. Hvis der anvendes natriumbikarbonat i kombination med valset korn, er det vigtigt at huske at stoppe, hvis der skiftes til sodakorn. Sodakorns store indhold af Natrium, og dets buffereffekt betyder, at der ikke skal anvendes natriumbikarbonat.

I forbindelse med brug af natriumbikarbonat eller sodakorn, bør mineralforsyningen gennemregnes for at sikre korrekt forsyning og korrekt forhold mellem natrium og klorid.

Har du spørgsmål omkring ibrugtagning af majsensilage og supplement med korn, så kontakt en af Vilomix´ kvægrådgivere her