Hybridstald og høj foderudnyttelse hos slagtesvinene

I løbet af sommeren 2020 var vi i Vilomix så heldige at få lov at tage nogle billeder af slagtesvin hos Peder Rasmussen i Lystrup. Udover at vi fik nogle dejlige billeder i hus, gemte der sig i Peders stald en rigtig spændende historie.

En historie om en hybridstald bygget for 3 år siden som er udstyret med innovative løsninger til bl.a. at reducere ammoniak og staldens påvirkning af det omkringliggende miljø. Luftrensningen fjerner over 80% af ammoniakken i ventilationsafkastet ved hjælp af kemisk luftrensning. Ammoniakreduktionen i anlægget opnås ved brug af blot 0,7 kg svovlsyre/slagtesvin. Det opnås ved at kombinere gulvudsugning med computerstyret naturlig ventilation.

Peders slagtesvinestald er på 4975 stipladser, hvilket giver en årlig produktion af ca. 20.000 slagtesvin. Derudover er der 350 m2  foderlade, fine personalefaciliteter og en stor udleveringssektion med plads til 2 træk slagtesvin.

Luftrensning reducerer staldens påvirkning af miljøet og fremtidssikrer Peder, da produktionen senere kan fordobles.

Hybridventilation giver et bedre staldklima med et mindre energiforbrug, mens højtrykskøling køler stalden. Der er automatisk gylleudslusning samt gyllekøling, der sørger for varmen i stalden – både gulv og rumvarme samt opvarmning af stuehus. Energiforbruget ligger på 60% i forhold til en traditionel slagtesvinestald. Den automatiske gylleudslusning foretages en gang om ugen,  hvor gyllen leveres til det lokale biogasanlæg, hvilket sikrer en meget lav metanudledning.

De brede gangarealer sikrer en hurtig modtagelse af smågrise samt en hurtigere afvikling, når grise skal udleveres.

Tilsammen opnår Peder med hybridstalden:

  • Mindre energiforbrug
  • Lavere miljøbelastning
  • Optimalt staldklima til gavn for dyrene og staldpersonalet
  • Bedre logistik og godt overblik over grisene
  • Høj produktivitet, bl.a. via et lavt foderforbrug og en lav dødelighed
  • God produktionsøkonomi

Med rette er Peder stadig stolt af sin stald ! Og de optimale omgivelser kaster en god produktionsøkonomi af sig.

Vil du læse mere om, hvordan du opnår en høj foderudnyttelse ud fra et fodringsperspektiv, læs da vores anbefalinger her