Tre trin til højtydende diegivende søer

Hvordan en optimal fodringsstrategi kan maksimere mælkeproduktionen til sunde pattegrise

Af Ganna Kirianova, ernæringsekspert, Vilomix

Mælkeproduktionen hos søer og pattegrisedødeligheden er vigtige problemstillinger under faring og diegivning. Fra det øjeblik soen indsættes i farestalden, er en god foderstrategi påkrævet for at sikre soens og kuldets produktivitet og ydelse.

Som griseproducent bør man være særligt opmærksom på disse tre faktorer. Det er vigtigt at minimere soens vægttab - især tabet af rygspæk. Tiden siden sidste fodring skal være så kort som muligt ved faringens start. Foderhygiejne på et højt niveau er altid vigtig.

I denne krævende periode i soens liv er foderindtag altafgørende.

Opretholdelse af rygspæk

Rygspækkets tykkelse er både en sikker indikator for soens huld og en forudsætning for en høj mælkeproduktion. Søer, der taber sig meget under diegivning, risikerer at producere færre pattegrise i næste cyklus. For at forebygge dette skal man forsøge at opnå en tykkelse på rygspækket på 14-17 mm ved faring og 13-16 mm ved fravænning. Målet bør være, at 90 % af søerne har et gennemsnitligt huld. 

For pattegrisene er mælkemængden og mælkens sammensætning vigtig for deres vækst og udvikling i overgangen til tørfoder.

I Danmark er god foderstyring en af grundene til, at det gennemsnitlige antal levendefødte pr. kuld er steget siden 2011 (se figur 1). Søer, der opfylder kriterierne for gennemsnitligt huld, når de ankommer til farestalden, anbefales en daglig foderration på 3,4 kg. Den skal reduceres til 3 kg/dag ca. to dage før forventet faring. 

Regelmæssige foderintervaller

Fodring skal ske med samme intervaller tre til fire gange om dagen. Dette sikrer et stabilt blodsukker, som minimerer antallet af dødfødte pattegrise og behovet for faringshjælp. Ifølge et studie fra 2017 fra Theil et al betyder jo længere tid siden sidste fodring desto længere faringstid og desto større risiko for højere pattegrisedødelighed (figur 2 og 3).


Figur 1. Antal levendefødte pattegrise pr. kuld i Danmark fra 2011 til 2020.
Kilde: Notat 2115 (240621), SEGES

  
Figur 2. Faringen varer længere, når der er gået længere tid siden sidste fodring (Theil et al., 2017).
 
 


Figur 3. Længere faringstid medfører højere pattegrisedødelighed (Theil et al., 2017

 

I starten af diegivningsperioden er den daglige fodermængde 3 kg. Den skal øges med 0,2-0,5 kg dagligt - afhængigt af den enkelte sos foderbehov. Den daglige foderration skal derefter justeres med yderligere 0,2 kg i anden halvdel af diegivningsperioden. Søer når typisk deres maksimale mælkeydelse omkring 16. dagen. På dette tidspunkt skal foderrationen justeres ud fra soens huld og antallet af pattegrise i kuldet. 

Figur 4 viser den anbefalede foderration til en so med gennemsnitligt huld og 14 pattegrise i diegivningsperioden. Et gennemsnitligt dagligt foderindtag på 6-7 kg under laktation er tilstrækkeligt til at sikre gode produktionsresultater.

Figur 4. Gennemsnitlig daglig foderration til en diegivende so med 14 pattegrise.
Kilde: DanBred Fodermanual
 

Et øje på hygiejne

Hygiejnisk foderstyring har største vigtighed i farestalden. Hvis søerne ikke har tømt krybben efter hver fodring, skal krybberne rengøres. Foderrester skaber de perfekte betingelser for uønsket bakterievækst, der kan forårsage sygdom. Man kan derefter springe en fodring over for at sikre, at søerne har fået appetit til næste fodring. Foder, der ikke er blevet spist, kan også være tegn på, at en so er syg og skal behandles.

Det er også vigtigt at kontrollere vandforsyningen hver dag. En diegivende so skal drikke ca. 35-50 liter vand om dagen for at sikre en tilstrækkelig mælkeproduktion. Her skal drikkeniplen kunne frigive fire liter i minuttet. 

Et velafbalanceret foder er naturligvis grundlaget for succes. Opløselige og uopløselige fibre er vigtige for at sikre tarmsundhed, og alle behov for proteiner, vitaminer og mikromineraler skal opfyldes. Følg standardanbefalingerne i tabel 1, og du er godt på vej.
 

Tabel 1. Standardanbefaling for næringsstofindholdet i foder til diegivende søer i en tempereret klimazone.
Kilde: DanBred Fodermanual