« Tilbage


Danish Agro investerer i virksomheden GrainIt

08-11-2019

Danish Agro koncernen har netop indgået aftale om opkøb af 15 % aktier i det digitale lagerstyringssystem Grainit.

GrainIt, der vandt Landbrugsmediernes Innovationspris i 2017, er en app, der gør lagerstyring af afgrøder, gødning, planteværn, foder, m.v. nem og intuitiv for landmanden. App’en har gennem de senere år vundet indpas blandt danske landmænd, og i høsten 2019 blev ca. 600.000 tons afgrøder lagerstyret via GrainIt.
 
Koncernchef i Danish Agro koncernen, Henning Haahr, forklarer baggrunden for opkøbet af aktier:
 
- Danish Agro koncernen har en strategi om at tilbyde digitale værktøjer, der giver værdi for den moderne landmand. GrainIt, som vi har haft et strategisk samarbejde med i nogle år, er et stærkt værktøj for landmanden, der ønsker et nemt og intuitivt overblik over sin bedrift. Og app’en har i høsten 2019 bevist sit værd. Som ny medejer ser vi store muligheder i at være med til at videreudvikle GrainIt samt at tilbyde den til endnu flere landmænd, siger Henning Haahr. 
 
Danish Agro koncernen har en række digitale projekter i støbeskeen, der skal hjælpe landmanden med f.eks. jordbundsanalyser, bladanalyser, klima og vejrdata fra vejrstationer, satellit billedovervågning, tildelingskort, høstudbyttedata, lagertemperaturovervågning og afgrødeanalyser. Koncernen er også medejer af FieldSense, der udvikler løsninger på markniveau indenfor satellitovervågning og intelligent analyse af data til landbruget. FieldSense står blandt andet bag udviklingen af en vejrstation, der måler på otte klima- og vejrparametre. 
 
- Landbrugssektoren befinder sig i en teknologisk udvikling, der går stærkt, og som skaber nye, spændende muligheder for den enkelte landmand. Gennem digitale værktøjer ønsker Danish Agro koncernen, at tage et ansvar i forhold til at sikre, at digitaliseringens mange muligheder kan gøre en positiv forskel for den enkelte landmand. Vi har ikke alle svarene, men vi vil aktivt – sammen med landmændene – udvikle løsninger, der skaber store fordele for alle landmænd, siger Henning Haahr.