« Tilbage


Danish Agro vinder prisen som årets Erhvervsakademi Aarhus-praktiksted

23-04-2021

Fem praktikophold fra forskellige virksomheder var nomineret til finalen, hvor Danish Agro løb med sejren.

Danish Agro var blandt de fem virksomheder, der har været særligt dygtige til at have praktikanter, og vandt i finalen prisen som Årets Erhvervsakademi Aarhus-praktik 2021. 

Fem praktikophold fra forskellige virksomheder var nomineret til finalen, og de er alle kendetegnet ved i høj grad at have udviklet de studerende både fagligt og personligt. Dette er i særlig grad tilfældet for jordbrugsteknologstuderende Michelle Nielsen, der netop har afsluttet et ni ugers praktikophold i svineafdelingen hos grovvareselskabet Danish Agro. 

- Jeg er uddannet landmand og vil gerne uddannes inden for svin, da jeg finder fysiologi og fodring af grisene meget interessant. Så her var Danish Agro et oplagt sted at være i praktik, da de har en stor og fagligt dygtig svineafdeling, fortæller Michelle Nielsen om baggrunden for, at hun valgte Danish Agro som praktiksted.

Det er de studerende ved Erhvervsakademi Aarhus, der indstiller virksomhederne til prisen som årets praktiksted.

- Min oplevelse som praktikant i Danish Agro var, at medarbejderne i svineafdelingen var meget imødekommende og gode til at supportere mig i forløbet, hvis jeg kom i tvivl om egne evner. Jeg fik en god opstart og er blomstret op undervejs, både fagligt og personligt, blandt andet fordi jeg har fået spændende opgaver og er blevet støttet undervejs i processen ud fra devisen, at der ikke er nogen dumme spørgsmål, forklarer Michelle Nielsen om sin nominering af Danish Agro.

I Danish Agro er prisen modtaget med glæde og stolthed, ikke mindst fordi grovvareselskabet i en årrække har haft et særligt fokus på at tiltrække unge talenter.

- Vi har i Danish Agro de seneste år i kraft af både vores trainee-program, et styrket samarbejde med uddannelsesinstitutionerne og som praktiksted været fokuserede på at være attraktiv for unge talenter. Vi er derfor både glade og stolte over anerkendelsen af denne indsats, som prisen som årets praktiksted er, fortæller Group HR Director i Danish Agro, Fabian Thorsager Scheffler.

De nominerede virksomheder er blevet vurderet ud fra kriterierne personlig og faglig udvikling, den sociale oplevelse og at gøre viden til værdi for deres praktikanter.

- I Danish Agro gør vi meget ud af at tilbyde et læringsrum for vores praktikanter, hvor vi lytter til deres ideer og tanker, er tydelige omkring opgaverne og støtter dem i forløbet. Men det er også en win-win-situation, for praktikanterne kommer med den nyeste viden fra deres uddannelsessteder, som vi kan koble på vores dagligdag og undersøge, om vi kan arbejde på nye måder og se løsningsmuligheder, der er værdiskabende for os og i sidste ende vores kunder, forklarer Fabian Thorsager Scheffler. 

- Samtidig er det vigtigt for os, at vi her tager et samfundsansvar, fordi vi ønsker at bidrage til de unges uddannelsesforløb og hjælpe dem med at koble teori med praksis, uddyber Fabian Thorsager Scheffler.

Netop koblingen mellem teori og praksis har været særlig værdifuld for Michelle Nielsen.

- Jeg har fået en god teoretisk ballast på skolen, men de ni uger, jeg har været i praktik i Danish Agro, har givet mig mere på min faglighed og praktiske viden, end de to år, jeg har været under uddannelse. Det hele giver mere mening, når man kommer i praktik, fordi du lærer det hele meget bedre, når du får hænderne i det, forklarer Michelle Nielsen, hvis fremtidsdrøm er at blive produktspecialist inden for svin, gerne hos Danish Agro, hvor hun har søgt ind som trainee i det forløb, der starter op efter sommerferien.

Danish Agro går som vinder af prisen som årets Erhvervsakademi Aarhus-praktiksted videre til landsfinalen 10. maj. Her skal Danish Agro dyste mod de syv prisvindende praktikophold fra landets øvrige erhvervsakademier.