« Tilbage


Store regionale vejrforskelle i vækstsæsonen vil præge årets høst

12-08-2020

De hidtil mest præcise målinger viser de vejrforhold, der i løbet af vækstsæsonen spiller en afgørende rolle for årets høstresultat.

Landmændene i Midt- og Vestjylland har i løbet af vækstsæsonen fået over dobbelt så meget nedbør til deres marker som landmændene på Vestsjælland. Samtidig er det på de midtjyske landmænds marker, at den gennemsnitlige laveste lufttemperatur og færreste solskinstimer er målt i samme periode. Det viser data fra de over 1.000 FieldSense-vejrstationer, der er placeret på marker i hele landet.

- Det er rigtig interessant viden om vejrforholdene, som har stor værdi for de danske landmænd, da det er med til at forklare udbytte og kvalitet for en given afgrøde et givent sted i landet, fortæller Direktør i Danish Agro, Henning Fogh.

For samtlige vejrstationer gælder, at data året rundt indsamles hvert 10. minut og sendes til FieldSense, som Danish Agro er medejer af. Dette giver de hidtil mest præcise data for vejrets udvikling og afgrødernes vækstbetingelser i vækstsæsonen fra 1. marts til høststart. 

- Jordforhold og jordbearbejdning spiller naturligvis også en rolle for afgrødernes udvikling. Denne information har den enkelte landmand allerede adgang til, og det interessante er nu også at analysere de vejrparametre, der har indflydelse på både udbytte og kvalitet af de forskellige afgrøder. Eksempelvis bliver det spændende at se sammenhængen mellem mængden af solskinstimer i vækstsæsonen og olieindholdet i rapsen, forklarer Henning Fogh.

Høsten er godt i gang i hele landet, og selvom det endnu er for tidligt at vurdere mængden og kvaliteten af årets høst, er de målte vejrparametre gavnlig og interessant viden.

- Når vi kommer længere hen i høsten, bliver det spændende at se, hvordan de eksakte forskelle i eksempelvis temperatur og nedbør, som vi har målt, spiller en rolle for høstresultatet. Vi kan for eksempel ud fra vores vejrdata se, at Lolland er det område i landet, der har haft flest solskinstimer og højeste lufttemperatur i vækstsæsonen sammen med en høj jordtemperatur. Nedbørsmængden har samtidig været fornuftig, og dette fortæller os, at vi for eksempelvis hvede kan forvente en god kvalitet og højt udbytte, uddyber Henning Fogh om de foreløbige analyser af de omfattende vejrdata.


Oversigten viser akkumuleret data fra samtlige FieldSense-vejrstationer i Danmark fra 1. marts til 1. august 2020. Hver nål er baseret på data-gennemsnittet fra alle vejrstationer inden for en radius af 25 km for nedbør målt i millimeter. For samtlige vejrstationer gælder, at data året rundt indsamles hvert 10. minut og sendes til FieldSense. Dette giver de hidtil mest præcise data for vejrets udvikling i vækstsæsonen.

Fakta om FieldSense
FieldSense er en teknologivirksomhed, som udvikler beslutningsstøtteværktøjer til landbrugsindustrien. Gode vejrdata er en vigtig forudsætning for, at planteavlere kan optimere markernes udbytte. Derfor har FieldSense udviklet en vejrstation, der placeres på den enkelte landmands marker, og som måler på otte vejrparametre: Jordtemperatur, regnmåler, vindhastighed, lufttemperatur, lufttryk, luftfugtighed, lysindfald og UV-intensitet. Vejrparametrene kan landmanden aflæse på sin smartphone, tablet eller PC. De lokale vejrforhold måles hvert 10. minut, så landmanden hele tiden har adgang til aktuelle, lokale og præcise vejrdata.