Indkøb

Ved at være ansat hos Vilomix er der gode muligheder for at dygtiggøre sig, da man kommer til at arbejde i en fleksibel virksomhed, hvor der er plads til at tage ansvar og udvikle sig. Rasmus Lau Sørensen sidder i dag i Vilomix indenfor indkøb, men har også siddet på andre poster i virksomheden.

Rasmus Lau Sørensen

Efter mange år i shipping branchen valgte jeg i 2014 at sige ja tak til et job hos Vilomix Danmark A/S, dengang som Supply Chain koordinator i indkøbsafdelingen. Da jeg startede som ny medarbejder, fik jeg lynhurtigt masser af ansvar i jobbet, hvilket jeg oplevede som meget positivt og motiverende. Jeg ser Vilomix som en meget dynamisk og fleksibel arbejdsplads, hvor der er plads til at tage ansvar og udvikle sig både fagligt og socialt. Dette har jeg selv oplevet gennem de sidste 8 år, jeg har været ansat. Da jeg sad som Supply Chain Coordinator fik jeg muligheden for at tage rollen som Supply Chain Manager og derfra videre til Lead Buyer i indkøbsafdelingen, hvor jeg stadig er ansat i dag. Noget af det jeg sætter stor pris på ved mit job er, at beslutningsprocesserne er korte. Der er typisk ikke langt fra ide til handling. Samtidig får man som ansat i Vilomix mulighed for at tage masser af ansvar, hvilket for mit vedkommende er en meget tilfredsstillende faktor i min arbejdshverdag.

Jeg ser Vilomix som en meget dynamisk og fleksibel arbejdsplads, hvor der er plads til at tage ansvar og udvikle sig både fagligt og socialt

Derudover omgås vi til daglig på kontoret med et team af super dygtige kollegaer.
De er alle fagligt i topklasse og brænder for hvert deres område, hvilket giver en meget dynamisk og engageret arbejdsplads.


Internationalt miljø og gode kolleger
Vilomix er i dag ikke blot en lokal dansk virksomhed, vi har datterselskaber i flere forskellige lande, hvilket giver min arbejdsdag et internationalt snit, som når jeg tidligt om morgenen modtager markedsopdatering fra vores kollegaer i Shanghai, og jeg så senere, om eftermiddagen, har et Teams møde med en leverandør i Brasilien omkring en eventuel kommende indkøbskontrakt. Dette er blot et par eksempler fra en typisk hverdag som Lead Buyer.
Som Lead Buyer i Vilomix har man ansvaret for en gruppe af råvarer, det betyder at man selv skal sørge for at holde sig opdateret omkring markedssituationen og selv træffe beslutninger om valg af leverandører og færdiggørelse af indkøbskontrakter. Dette medfører også en del rejseaktivitet, hvilket typisk er i forbindelse med leverandørbesøg, evaluering af leverandører og deltagelse i messer og udstillinger.

Der er gode muligheder for at dygtiggøre sig, som f.eks. kan være i form af efteruddannelse. Jeg har selv taget flere fag på Erhvervsakademi Aarhus inden for ledelse og indkøb, og der er altid god opbakning til ønsker om at deltage i kurser, konferencer eller uddannelse - alt sammen med henblik på at dygtiggøre vores medarbejdere til gavn for Vilomix men også for medarbejderen selv.

Udover at være ansat i en faglig, spændende virksomhed med masser af ansvar og korte beslutningsprocesser, sætter vi også det sociale engagement højt hos Vilomix. En yderst velfungerende personaleforening sørger løbende for spændende arrangementer, hvor vi mødes på tværs af de forskellige afdelinger, hygger os sammen og snakker om alt det som ikke handler om vores arbejde.

Vil du være vores nye indkøber?

Se ledige stillinger indenfor indkøb og andre spændende områder