Er goldkofodring blevet en jungle?
Udgivet: 14-08-2020
Hvor goldkomineraler for år tilbage var et spørgsmål om, hvorvidt der skulle vælges en billig, middel eller dyr blanding, så ser billedet noget mere komplekst ud i dag.
Goldkofodring er blevet det nye sorte, og der er mange holdninger til, hvad der fungerer bedst for goldkøerne.
Rikke Kirkebæk - kvægrådgiver i Vilomix - giver her sit bud på, hvordan vi bedst forbereder goldkøerne til den kommende laktation og bl.a. undgår mælkefeber.
Læs artiklen i Landbrugsavisens kvægsektion her eller i fuld længde nedenfor
Goldperioden skal forberede koen til den kommende laktation
Det er ikke uden grund, at goldkofodring er blevet et omdiskuteret emne, idet en vellykket goldperiode danner baggrund for succesen i hele den kommende laktation. Det er alment kendt, at de fleste sygdomstilfælde hos malkekøer opstår i forbindelse med kælvning eller i opstartsperioden efter kælvning.
Godden et al., 2003 viste i en stor amerikansk undersøgelse med 624.614 udsatte køer fra 5.749 besætninger, at 25 % af de køer, der blev udsat, netop blev udsat i de første to måneder efter kælvning. Dette er ikke det økonomisk mest optimale tidspunkt at udsætte køer.
Goldperioden skal være et wellnessophold for koen
Netop fordi at goldperioden er så vigtig en periode for at få køerne optimalt fra start i den tidlige laktation, er det meget væsentligt, at goldkøerne får den opmærksomhed i besætningen, som de har behov for. Goldperioden skal gerne være uden for meget stress for koen, og det er derfor væsentligt, at der bl.a. ikke er overbelægning i goldkoafsnittet, ligesom det ikke er optimalt, hvis der er for mange holdskift igennem goldperioden.
I goldkoafsnittet bør der være lagt vægt på komfort for køerne, og hygiejne bør også her være god. Goldkofodringen er vigtig mht. såvel den korrekte sammensætning samt opblanding af rationen således, at køerne æder en ensartet ration hele tiden. Derfor skal rationen være neddelt, og i mange tilfælde er det nødvendigt med tildeling af ekstra vand i rationen, så der kan blandes en homogen ration.
Undgå varme i rationen ved daglig blanding af goldkorationen, hvis dette er muligt og tilsæt eventuelt syre til rationen. En god foderhygiejne er en forudsætning for at få køerne til at fungere optimalt.
Mælkefeber – en multifaktoriel lidelse
Mælkefeber er en problemstilling, som vi i mineralbranchen oftere og oftere bliver kontaktet omkring. Dette skal sandsynligvis ses i sammenhæng med, at ydelsen hos de danske malkekøer er steget meget i de senere år, hvilket giver et større pres på køerne i forbindelse med kælvningen og i opstartsperioden.
Derudover kan det være relevant at overveje, hvorvidt antallet af mælkefebertilfælde reelt er eksploderet, eller om den øgede opmærksomhed på emnet har gjort os alle mere opmærksomme på problemstillingen. Uanset hvad årsagen er, så er det et meget relevant problem at forsøge at løse, idet mælkefeber må betegnes som værende en multifaktoriel lidelse.
Når mælkefeber kaldes for en multifaktoriel lidelse, skal det forstås sådan, at når koen er ”helbredt” for mælkefeberen - typisk igennem tildeling af calcium - så er hendes problemer ikke nødvendigvis løst. Mælkefeber resulterer nemlig også ofte i andre følgelidelser såsom øget risiko for børbetændelse, ketose, reproduktionsproblemer, nedsat mælkeydelse etc. Se figur 1.
Figur 1. Mælkefeber er en multifaktoriel lidelse, der ofte resulterer i diverse følgelidelser, som i sidste ende fører til nedsat holdbarhed hos køerne, mindre arbejdsglæde og en dårligere økonomi.
Skal vi gøre vores goldkøer sure?
Hvordan løser vi så problematikken med mælkefeber? Også til denne problemstilling findes der flere svar, og det, der virker for naboen, virker ikke nødvendigvis i ens egen besætning.
Tidligere fik goldkøerne i de fleste besætninger en ration, der bestod af køernes fuldfoder suppleret med ekstra halm. Denne praksis fungerer fortsat flere steder - og også med succes i nogle besætninger - men de fleste højtydende køer har behov for, at de tildeles deres egen ration, som tager hensyn til goldkoens behov med hensyn til såvel energikoncentration, protein, CAB-værdi, vitamin-og mineralniveauer herunder med ekstra fokus på calcium etc.
I de besætninger, hvor det er praktisk muligt, kan det ligeledes i langt de fleste tilfælde være en fordel at inddele goldkøerne i to hold således, at der er et far-off hold og et close-up hold, da goldkøerne længst fra kælvning har et lavere energibehov end goldkøerne tæt på kælvning.
I kampen mod mælkefeber er det vigtigt, at CAB-værdien er lav specielt i de sidste tre uger op til kælvning. Dette kan opnås dels med fokus på råvaresammensætningen af rationen, hvor der er stor forskel på råvarernes CAB-værdi, eller der kan tilsættes surtvirkende salte - også kaldet anioniske salte - til rationen. Hvilke surtvirkende salte, der skal anvendes, er der også mange holdninger til.
Magnesiumsulfat har en lav CAB-værdi med en værdi på -16.625 meq/kg tørstof. Denne er pt. en af de hyppigst anvendte surtvirkende salte grundet den lave CAB-værdi og en lav pris. Magnesiumsulfat fungerer bedst i goldrationer, hvor der kun er behov for en moderat tildeling af surtvirkende salte, idet en for høj tildeling af magnesiumsulfat kan give et uhensigtsmæssigt højt niveau af svovl, der kan virke skadeligt for koens vommiljø. I praksis oplever vi dog ingen negative tilbagemeldinger på brugen af magnesiumsulfat.
Et andet hyppigt anvendt surtvirkende salt er magnesiumklorid. Magnesiumklorid bidrager med en mindre negativ CAB-værdi end sulfaten, idet denne kun ligger på -9.831 meq/kg tørstof, og prismæssigt er den noget dyrere end sulfaten. Magnesiumchloriden har den fordel, at den ikke bidrager med svovl til goldkorationen, og så er den vandopløselig ligesom sulfaten. Ved behov for et højt niveau af surtvirkende salte for at sænke CAB-værdien til et lavt niveau, kan det være en fordel at kombinere tildelingen af magnesiumsulfat og magnesiumklorid.
Ammoniumklorid kan også med fordel anvendes til forsuring af goldkøerne, men idet denne kræver en HACCP-godkendelse, er det en fordel, hvis den tilføres igennem en goldkomineral. Fordelen ved at anvende ammoniumklorid er, at den ikke tildeler magnesium, som køerne vil få rigeligt af ved brug af magnesiumsulfat og -klorid, hvis goldkorationen i forvejen tildeler magnesium fra f.eks. fosfat eller oxid. Ved forsuring af goldkorationen er det vigtigt, at man er opmærksom på, at de surtvirkende salte smager bittert for køerne, og det er afgørende, at køerne ikke mister ædelysten til foderet, da dette også kan give betydelige udfordringer ved kælvning både for ko og kalv.
Hvor langt ned CAB-værdien skal i close-up rationen for at forebygge mælkefeber er meget forskelligt mellem besætninger. En god indikator for, at et passende niveau er opnået, er pH i urinen. Hvis urin-pH ligger på mellem 5,5-6,5 er erfaringen, at der sjældent ses mælkefeber hos køerne. I nogle besætninger er det tilstrækkeligt, at CAB-værdien kommer ned omkring 0 meq/kg tørstof, imens andre skal ned på -100 meq/kg tørstof eller lavere for at undgå mælkefeber i besætningen.
Er goldkofodringen en jungle?
Hvis vi går tilbage til det tidligere stillede spørgsmål om, hvorvidt goldkofodringen er blevet en jungle, så kan man være tilbøjelig til at svare ja til dette.
Men når det er sagt, så er det nok ikke en jungle, men i stedet for kan det konkluderes, at der ikke findes et entydigt svar i praksis på, hvordan man f.eks. undgår mælkefeber. I teorien bør køer, der fodres på en goldration med en lav CAB-værdi, ikke få mælkefeber, men som så meget andet, så går teori og praksis ikke altid hånd i hånd.
Derudover bliver vi nogle gange mødt af, at det desværre ikke i praksis er muligt at lave den ideelle goldration i alle besætninger, fordi forholdene ikke er til det. Det kan være staldforholdene, fodermidlerne, arbejdskraften etc., der sætter sine begrænsninger. Som så meget andet, når vi arbejder med køer, så er management og rettidig omhu en vigtig grundsten til at forebygge mælkefeber og andre problemstillinger relateret til kælvningen.
Modtag vores nyhedsbreve
Hold dig opdateret når vores faglige rådgivere deler deres erfaring omkring optimal ernæring af grise og kvæg.
